† forraadig, adj. (ænyd. d. s. i bet. 1; fra mnt. vorradich (i bet. 1) ell. hty. vorrätig (i bet. 2); til II. Forraad) 1) om person: som sørger for at have et forraad; forsynlig; ogs.: sparsommelig. Moth.¹F426. VSO. Han er altid forraadig paa Penge, paa Brænde. MDL. jf. forraaden. Feilb. talem.: Hun er forrâdig som fompe, hun âd osten og saltede valden. siges om en uforstandig kone. Moth.¹F426. Langebek.Lex.F313c.  2) som der haves forraad af; forhaandenværende; disponibel. I dyre Aaringer, og naar ingen Tilførsel kan skee, man man gribe til det forraadige i Magasinerne. VSO.2 som der haves forråd af. Kamintændere fra Fabriken Østerbro 22, ere atter forraadige. BerlTid.22/5 1860.Till.3.sp.1.