forsige, v. [fωrˈsi^?(ɋ)ə] præt. -sagde; part. -sagt. (æda. forsighæ, forsæghæ, undslaa sig for, nægte; fra mnt. vorseggen (hty. versagen); ofte sammenblandet m. I. forsage; nu kun dial.) 1) † bortlove. Disse Varer har Kræmmeren forsagt til mig. VSO. MO. spec.: forsige (dvs.: forlove) sîn datter. Moth. S187. 2) if. folketroen: ødelægge, standse ell. ubrugeliggøre ved trolddom; forgøre; forhekse. Et Gevæhr at forsiige, at det kand ikke løsskydes, saa længe mand kan see det. Cit.ca.1800.(FOhrt.DanmarksTrylleformler. I.(1917).358). 3) afsværge; fornægte; forsage (I.2). forsige sin Tro. VSO. At forsige Brændeviin og al stærk Drik. smst. Feilb. 4) m. h. t. tilbud olgn.: sige nej til; afslaa; forsage (I.3). Hand forsiger intet got làu. Moth.S187. Feilb.