forurette, v. [fωruˈrɐ̤də] († forurettige. Holb.Kh.530. Graah.PT.II.187. Stampe.I.172). -ede. vbs. -else (s. d.). (glda. foruræte; dannet af Uret efter mnt. vorunrechten (ell. -rechtigen)) gøre, tilføje (en) en uret; forfordele; krænke (nu især om krænkelser af aandelig art, spec.: forbigaaelse, tilsidesættelse olgn.). Foruretter Tiendetageren nogen i Tiendens Opbørsel i nogen Maade. DL.2–23–9. de som begive sig udi Krig med nogen, som de tilforn have forurettet og ikke villet forliige sig med, holdes for at sætte all deres Velfærd paa Spill. Holb.NF.(1728).II.82. *Ham skeer sin Ret, der villig forurettes. Bagges.Ep.422. det (bliver) aldrig i noget Tilfælde nogen god og skjøn Handling at forurette. Horreb.II.257. især i part. forurettet brugt som adj.: Dersom den Forurettede . . naar hand Sagen rejst haver, enten lader den falde, eller forliger sig med sin Vederpart. DL.1–24–8. *Skænd paa et Barn, og det straks forurettet sig tror. Drachm.PT.160. Utilfreds eller forurettet af Tilværelsen følte Ditte sig iøvrigt ikke. AndNx.DM.V.245. hun havde et forurettet udtryk i ansigtet ┆   (jf. uforrette og urette ).    2 (ældre spr.) i part. forurettet, uforrettet. hans ærinde skal være foruretted, med mindre (osv.). Cit.1707.(Vider.III.240).