Fyr-værker, en. [-ˌvɐ̤r̥gər] (ænyd. d. s. (i bet. 3); jf. ty. feuerwerker) 1) (til Fyrværk 1; foræld.) person, som forestaar fremstillingen ell. anvendelsen af fyrværk. Moth. F423. LTid.1724.492. 2) (til Fyrværk 3) person, som fremstiller ell. afbrænder lystfyrværkeri. Kierk.VIII.271. Etlar.F.132. Bang.S.34. 3) (foræld.) betegnelse for en underofficer; især, i den danske hær (før hærloven af 1867): befalingsmand i artilleriet (hvis grad omtr. svarede til en grad ml. oversergent og stabssergent). MR.1707.159. Adr. ²⁵/₁1762.sp.7. Rørd.GK.31. jf. Harboe.MarO. MilTeknO.90. Drachm.EO.347.