førlig, adj. [ˈfø·rli] jf. Høysg.Anh.23. (no. førleg (ogs. i bet.: farbar); jf. ænyd. (subst.) førlighed (sml. oldn. fœrleikr, no. førleike); af I. før, i bet. 1 dog muligvis ogs. II. føre (jf. førig og sv. förlig vind, medvind); mods. subst. Førlighed nu sj., gldgs.) 1) (jf. I. før 2) ved (god) helbredstilstand; rask; sund; i besiddelse af (fuld) arbejds- ell. bevægelsesevne. Moth.F443. førlige Dagdriveres Tiggerie udryddes. Tode.Freia.(1789–90).130. *Man haver ej til denne Dag | En førlig Skrædder fundet. PMøll.I.11. NMøll.H.27. jf.: Ved Faldet forslog han sig saaledes, at han neppe mere kommer i sin forrige førlige Stand. VSO. 2) (jf. I. før 3 (og 4)) især om person: temmelig svær (kraftig) ell. tyk; noget før (3 (og 4)); førladen. Hun er førlig af Lemmer. VSO. den anseelige Ridder, der tillige ved Bondekoften var bleven temmelig førlig. Ing.EM. III.52. en førlig Mand med tykke Læber. Gjel.M.116.