Første-, i ssgr. 1) af I. Første, se Fyrste-. 2) af I. først (jf. først-; i enkelte tilfælde veksler første- og først-, se Førstprædiken)   2. led er oftest et subst., jf. dog første-fødende, -født   især til I. først 1 (hvor intet andet bemærkes ndf., foreligger denne bet.).   som eksempler paa mere tilfældige ssgr. (der i alm. tale- og skriftspr. erstattes af første anv. attrib. ved subst.) m. I. først 1 kan nævnes: Det var i Førstedelen af Reformationsaarhundredet.Blich. IV.60. Der er Love . . for Theaterstykkers Skæbne ved en Førsteforestilling. Drachm.F.II.217. Foraarets glinsende Førsteblomster. JVJens.EE.142. *Førsteforelskelsen vækkes | ved mindre end Ord eller Smil. SMich.D.66. det, der skaber Eneretten, er den faktiske Første-Benyttelse. Hage.³373. allerede Førstesynet af hende vilde give et Sæt i en. Bergstrøm.Vendepunkter.(1894).144. jf.: *du af førstekulds Lam vil en reen Hekatombe ham offre. Wilst.Il.I.58.   af de mange ssgr. m. I. først (3 og) 4 (hvortil der i alm. svarer forb. af attrib. adj. første m. subst.; sml. dog u. Første-konsul, -lærer) er fx. udeladt: Første-borgmester (D&H.), -direktør, -fuldmægtig, -maskinist, -mester, -plads, -pris, -styrmand.