gamse, v. [ˈgamsə] -ede. (ænyd. d. s., sv. dial. gamsa, gemsa, jf. da. og sv. dial. gumse samt gumle; især dial.) 1) tygge langsomt og smaat (paa noget); gumle; ogs.: berøre noget m. munden, bide i ell. paa noget uden at spise det. Moth.G80. Dend ubændige Foele vil . . gierne bide og gamse paa de Stænger, af hvilcke Hand . . maa tvingis. Sort.ClR.14. Hesten . . staar og gamser over sit Foder. VSO. Dyrene . . gamsede og snappede med de bløde Muler i hendes Fingre. Rist.FT.29. Saa havde (hundehvalpen) set en Pote eller en Halestump stikke frem, og den begyndte Fyren naturligvis straks at gamse paa. Fleuron.IFA.20. MDL. Esp.98. OrdbS. (sjæll., lollandsk). Rietz.183(skaansk). 2) snappe (efter noget) m. munden (jf. glamse). *Naar Baggehunden i mig bliver vred, | Den gamser rigtig nok. Bagges.III. 95. i forb. m. præp. efter: (jeg) foer med Hovedet fremad i min Heftighed, som om jeg gamsede efter Munkens Velsignelse. sa.DV.IX.118. m. obj.: sande Principier gamses ikke engang saa let, som Fluer (og jeg kan ikke) gabe vidt nok, for at gamse den (dvs.: visdommen). sa.L.I.38. (katten saa) en Dag en Gulspurv gaa ned i en vissen Græstot; han ilede derhen – og gamsede den lækreste Æggekage i sig! Fleuron.K.95.   overf., om mennesker: svare paa en bidsk maade; bide (2); snerre (ad en). *han staar ikke vred af Seng, | gamser glubsk ad Folk i Flæng. Aakj.RS.89. Feilb.