gentil, adj. [ʃaɳˈti^?l] (fra fr. gentil, af lat. gentilis, som er af (god) familie, afl. af gens (gen. gentis), se Gendarm   ordet er sunket gradvis i værdi i løbet af 19. aarh. og er nu næsten kun gldgs. ell. spøg.) som (især: i det ydre) bærer præg af de højere ell. mere velstillede kredses, “bedre” folks vaner og forhold; fin (II.2.2); flot (II.2); nobel; pæn. det er Naturvidenskabernes Tid – det er just gentilt at tale om Luft og Vand. Ing. LB.II.105. Selv i Husets Bestyrelse tabte jeg . . min Myndighed. Det hed sig altid: “Det eller det er ikke længere gentilt; det er Noget som gamle Folk ikke forstaae.” Gylb.IX.138. Angsten, for at hans Kone skulde vise sig fra en ikke gentil Side (dvs.: ved ikke at kunne tale fransk). smst. XI.96. det er . . en ganske net Familie. De er jo rigtignok ikke saa gentile, men Herregud, for Dem og mig og vores Lige kan det jo være godt nok. Hostr.SpT.IV.1. jeg (dvs.: L. Skau) kan ikke længere klæde mig som de andre Bønder, (jeg maa) være mere gentilt klædt for ikke at støde an mod vor Tids Fordringer. Cit.1845.(PLaurids.S.VIII.36). *(jeg har været) i Theatrene paa den gentileste Plads. Kaalund.281. PE Benzon.SB.6 (se u. generlig). Straks da jeg sagde, at det var saa nydeligt, tog han det og stak i min Taske. Var det ikke gentilt af ham? ORung.P.121. ældre: gentil .. artig, høflig, som har en fiin Opdragelse. JBaden.FrO.II.55.