II. gisse, v. [ˈgisə] (ogs. skrevet gidse. – nu næppe br. gise. [ˈgi·sə] Olufs.Landoecon. 248(se u. II. Gis). Begtr.Sjæll.II.171. MO. Mohr&Nissen. Ty.-da. Ordbog.I.(1900).403). -ede. vbs. -ning (Begtr.Sjæll.II.171). (fra nt. gizen (ty. geizen, se II. gejse); jf. II. Gis, Gishals; fagl.) afbryde de forstyrrende sideskud paa tobaksplanten. Den 4de Julii Tobakken gieses første gang. JN Wilse.Fridericia.(1767).292. MO.I.769. Jorden skal renses for Ukrudt, Planterne skal renses for Ukrudt, Planterne skal “gidses”. Dagbl.²⁵/₄1907.2.sp.2.