grammatikalsk, adj. [grɐmatiˈka^?lsg] Høysg.AG. 30. (jf. ty. grammatikalisch; af lat. grammaticalis, afl. af grammatica (se Grammatik); især sprogv., nu l. br.) d. s. s. grammatisk. Holb.Skiemt.F6^r. en Stiil, der vrimler af grammatticalske Bommerter. Blich. (1833).IV.164. (hun vilde) aldrig i sin Barndom . . lære de grammatikalske Regler. Hauch.IV.50. de grammatikalske Betegnelser. Madv.GB.I.7.   grammatikalsk accent, ♫ d. s. s. grammatisk accent (se u. grammatisk). Sal.²I.123.   som er i fuld overensstemmelse med grammatikkens regler; sprogrigtig. Aldrig læste hun noget andet fremmed Sprog, end tydsk, og selv det kunde hun ikke grammatikalsk. Oehl. Er.I.216. hans Tysk (var) ikke altid . . grammatikalsk. Brandes.(Tilsk.1920.I.94). Omkring 1700 havde det danske Sprog grammatikalsk omtrent samme Form som nu. HarryAnd.(LSal.III.135).