greve-lig, adj. [ˈgre·vəli] († grevlig. LTid.1732. 33). (ænyd. d. s.; jf. ty. gräflich samt grevisk) adj. til I. Greve. 1) som tilhører, vedkommer en greve ell. grevestanden; greve-. (lenssekretærens) embede er at holde rigtighed over Lehnene, at expedere alle Grævelige og Friherlige patenter. Holb. DNB.701. Grævelig Titel. Høysg.S.169. det grevelige Slot. HCAnd.VII.42. jeg giver dem mit grevelige Ord paa, at der skal ikke krummes et Haar paa deres Hoveder. EmmaKraft.Sommer og Vinter.(1893). 64. den grevelige Linie Danneskjold-Laurwigen. Sal.²V.753. 2) (, l. br.) som er ejendommelig for ell. minder om en greve. hans rỉgdom er ikke mindre end Grævelig (nu alm.: fyrstelig (2)). Høysg.AG.179. En grevelig Opførsel. VSO. (jf. bl.a. høj-, land-, mark-, pfalzgrevelig ).