† Gust, en. (no. gust, oldn. gustr, vindpust, eng. gust, vindstød; besl. m. III. guse og I. Gus(e); jf. gusten) vind(pust); vindstød; ogs.: kold vind (jf. I. Gus(e) 1). Landisen kaster idelig fra sig en kold Gust. VSO. jf.: *De store stolte Skib af Havnen sneg sig ud, | Og fanget Vinde-Gust i hver en Seyle-Klud. Cit.ca.1710.(GkS799. 3). *Forfriskende Vindgust blandt Bladene rasler. Pram.Stærk.115.