Haand-hæver, en. [-ˌhæ^?- vər] († Ha(a)ndt-, Han(d)-, jf. -hæve; (†) -hævere. LTid.1720. Nr.43.3. Mossin.Term. 575). (især højtid.) i udtr. som lovens, retfærdighedens haandhæver (jf. Ordenshaandhæver). Holb.Hh.I.366. Kongen bør være en Handthævere over Loverne, og i sær de guddommelige Love. LTid.1727.745. Lydighed mod Loven og dens strenge Haandhævere. Ing.VS.II.32. han hører til en ny Slags Theologi, og som Ordenens og Regelmæssighedens Haandhæver skuler jeg mistænkelig til alt Sektagtigt. Schand.AE.215. (spøg.:) de Smaapiger skærer Ansigter til Betjentene, og Lovens Haandhævere smiler. JesperEwald.Københavnerier.(1923).25.   † person, som forsvarer, beskytter en anden. Moth.H60. LTid. 1720.Nr.43.3.