haardelig, adj. [ˈhωrdəli, ˈhå(·)rdəli, ˈhå·rəli] adv. d. s. ell. (sj.) -t (FGuldb.(Rahb. LB.II.565). Brandes.VIII.346) ell. (†) -en (Kyhn.PE.30. Holb.DNB.145. Suhm.Hist. II.449. VSO.). (æda. harthelekæ, adv.(AM.), oldn. harðligr, adj., harðliga, adv.; afl. af haard; nu især bibl. (højtid.), arkais. ell. dial.) 1) (sj., jf. dog EHHagerup.41) som adj.: haard; til haard 3.2 ell. 4.1: Hans Fader har jeg gjort Uret, haardelig Uret. Ing.VS.III.204. 2) som adv. til haard   til haard 3.2: (herren) tugter haardeligen (1907: haardelig; Chr.VI: hudstryger) hver Søn, som han antager sig. Hebr.12.6. Oehl.III. 235. Det er først da han er ophidset . . at han skrider saa haardelig ind mod Antonio. Brandes.VIII.194.   til haard 3.4: (han) talte os haardelig (Chr.VI: haardeligen) til. 1Mos. 42.30. Blich.(1833).II.136.   til haard 4.1: det gik hende haardeligen, der hun fødde (1871: hun havde en haard Fødsel). 1Mos. 35.16(Chr.VI). haardeligen saarede. Holb. DNB.386. En Engelsk Gesandt (ansøgte) om Toldens Formildelse, nemlig, at de Engelske motte nyde den lige med andre Nationer . . og ey saa haardeligen, som hidindtil, i Sundet besværes. Slange.ChrIV. 1291.   til haard 6.1: *haardelig jeg trængte til Fred og til Smil. Kaalund.370. Haardelig blev Hallfred ægget. Drachm.HV.69. Feilb.   til haard 6.3: vi (drikkes) saa lettelig drukne af vore egne Ord, og vi rider saa haardelig til paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa (dvs.: fange). JPJac.I. 182.