Hare-skaar, et. (ænyd. hareskør; jf. oeng. hærsceard, ty. hasenscharte, sv. harmun, no. haremunn, eng. harelip) medfødt misdannelse (hos mennesket), fremtrædende som en fure ell. spalte i overlæben (det egentlige hareskaar, simpelt h.), undertiden tillige gennem gummen ind i ganen (kompliceret hareskaar; jf. Ganespalte), hvorved munden faar en vis lighed med en hares mund; labium leporinum. Moth.Conv.H34. Apot.(1791).203. en stor Skramme mellem Næsen og Munden, der saae ud som et Hareskaar. Ing.KE.I.31. Hun har et stort Hareskaar i den ene Side af Overlæben, hvor Tandkødet ses gennem Flængen. Skjoldb.A.129. Panum.282. uegl., om skramme: *(hans) Klinge ikke har til Skeden været bunden, | Til Tegn derpaa han bar et Hare-Skaar i Munden. Fr Horn.SomnPoet.110. jf.: (hunharen) havde faaet lange, gulrøde, fremstaaende Fortænder og et dybt Hareskaar i Underlæben. Fleuron.HG.103.