helte-mæssig, adj. 1) (sj.) om person: af udseende, væsen osv. som en helt. *En skjøn og heltemæssig Mand. Heib.D.73. 2) om optræden, sindelag osv.: som sømmer sig for en helt; overensstemmende med heltes vis. vAph.(1764). lade, som jeg heltemæssig havde trodset Døden. Grundtv. PS.V.157. (to mænd paa et basrelief) er heltemæssigt nøgne. FrPoulsen.(Kunstmus A.1918.79).   jf. II. Helt 3.2: Hovedpersonernes Caracterer (dvs.: i et syngespil) ere heltemessige. LTid.1757.82.