hovne, v. [ˈhωunə] -ede. vbs. (sj.; jf. Ophovning) -ing (LTid.1754.308) ell. (nu næppe br.) -else (Moth.H272. VSO.). (ænyd., no. d. s.; afl. af hoven) intr. ell. (nu næppe br.) i pass.: svulme op; hæve sig; blive hoven (i alm. spr. kun om legemsdele olgn.; dial. spec. om dej: hæve, løfte sig. Esp.137. 435. Feilb.). de forventede, at han skulde hovne (1907: hovne op), eller falde pludselig død om. ApG.28.6. En anden uskikkelig Person overfalt (Sokrates) med Hugg, hvilke han med Taalmodighed udstod, indtil hans heele Ansigt hovnede. Holb.Hh. II.540. ligesom Penge - Posen hovnedes, saa indsvandt hans Mave - Pose. sa.MFbl. 207. et opsvulmende Lem paa Legemet, der bliver ved at hovnes unaturlig. Cit. 1771.(HistMKbh.I.33). (vi blev) saa aldeles ødelagte paa Ansigt og Hænder af Myg og Fluer, at vi hovnede og blødte. HCAnd. XI.170. billedl.: *Havet i riflede Dønninger hovner. LCNiels.RR.43. (nu næppe br.) m. præd.: Hans Hænder hovne gandske tykke og store af Frost. Høysg.S.49.   hovne op, d. s. (jf. ophovne). Hendes Haandled var hovnet op. JPJac.I.150. ApG.28.6 (se ovf.). Feilb. billedl.: *kun den dorske Dybvandsdønning | vækkes nu og da og hovner | op som i et Bakkedrag. LCNiels.RR.52.   (sj.; jf. hoven 2) overf. *Mæsk Dig, hovn, og træd kun Retfærd under Fødder! PO Brøndst.Overs.afÆschylos:Orestias.(1844).65.