Humpling, en. [ˈhombleɳ] (jy. ogs. Hjumpling. Aakj.VB.1. Feilb.I.624). flt. -er. (til Humpel; dial.) stort, klodset stykke af noget; ogs.: klodset, uhaandterlig tingest; spec. d. s. s. Humpel 1. (han lod) Budet bringe sig en Tallerken med Ost og Franskbrød, og med en stor Lommekniv skar han sig Humblinger af begge Dele. Bruun.E.46. Wied.Kna.259. Niels . . væltede Hjumplinger (dvs.: af mergel) op i Fjælkassen. Aakj.VF.169. “der er Brød og Smør (i skuffen)!” raabte han. B. fulgte Opfordringen og fortærede et Par Humplinger. JVJens.D.113. Levin.(jy.). Feilb. Thorsen. 145. Kværnd. OrdbS.(falstersk, sjæll.).