hus-raadig, adj. (ænyd. husraad(el)ig, no. husraadig; jf. ty. hausrätig; nu kun arkais. (sj.)) om kvinde: dygtig (og viljestærk) i sit hus; ogs.: sparsommelig; husholderisk; økonomisk. hand (søgte) at opleede sig (en) dydig og Huusraadig Hustru. Deichm. Ligpr.77. Tychon.Vers.168. *viis i eet og alt som Kone dig huusraadig. CFrim.AS. 16. en Landmand, som . . for at bære sig huusraadigen ad i dette kostbare Foretagende, har begyndt med at dyrke Jord-Æbler. vAph.Nath.VI.172. jf.: den Alders Mødre (førte) Jern-Sceptret over Døttre og Piger til Tegn paa overordentlig Huusraadighed. HHammond. Den Nord. Missions-Historie.(1787).41. Breum.FS.17.