II. Hærde, en. (afl. af haard ell. (i bet. 2) vbs. til III. hærde; jf. fsv. hærdha, hærdhi, oldn. herða, herði (herðr), haardhed, haardførhed, haard behandling, ty. härte; sml. hærdig)   1) (jf.: “usædvanligt.” MO.) † til haard 1.1: haardhed (1.1). Moth.H94. den Hærde, man vidste at give (sværdene) giorde dem søgte overalt. OGuldb.VH.I2.788. 2) (dial.) til III. hærde.    2.1) til III. hærde 1: det at hærde (en kniv osv.); ogs.: hærdet æg (paa kniv osv.). Feilb.    2.2) (jf. III. hærde 3 samt Hærdning 3; sml. ogs. sjæll. faa hær paa, faa magt over, has paa (Junge. (MDL.). OrdbS.) samt Hærk, Hærk(e)) stor besværlighed, møje; forlegenhed; haard kamp. Feilb.1 hårdhed. jeg iagttog meget nøie saavel (stenenes) Farve som deres Hærde og Vægt. Thielo.MK.81.    styrke; modstandskraft. de Træearter sammesteds, som uagtet de stode udsatte for den tidlige Morgensoel, dog havde Hærde nok til at trodse Frosten. PhysBibl.XXII.339.