ind-banke, v. [-ˌbaɳ'gə] vbs. -ning. (jf. banke ind u. II. banke 1.1 og 3.1; især som vbs. ell. i perf. part.) 1) drive noget ind (i noget andet) ved slag, stød; banke (II.1.1) ind. VSO. Vægge af blødt Materiale vil ved Indbankning af Søm og ved andre Lejligheder give mindre Lyd end Vægge af haardt Materiale. Suenson.B.II.221.   (til ind 2.2 slutn.; sj.) slaa ind, sprænge ved slag osv. *(vi) Indbanke Døren med vor Øxehammer. Oehl.XII.39. 2) (jf. ind 1.3) bibringe en kundskaber, indprente en noget paa en eftertrykkelig maade. VSO. du lader dig Dygtigheden indbanke af en Manuduktør. Hostr. SpT.I.2. saaledes anvendes stadig Billeder, ikke som fri Fantasiblomster, men for at tydeliggøre og til Gavns at indbanke Tanken. VVed.B.238. Den gammeldags Indbankning begyndte at vige for andre Metoder, der svarede til Barnets virkelige Tilegnelsesevne. VortHj.I2.8.