ind-vrævle ell. ind-vrøvle, v. [-ˌvrɐ̤u'lə, -ˌvro̤u'- lə] (nu næppe br.)  1) [4.1] vikle, svøbe uordentligt ind. Krogen (dvs.: paa vinduet) var . . indvrevlet i Bendler og Spænde. Tode.(Iris. 1791.IV.32). VSO. (“I den lavere Talebrug.”). 2) refl.: blande sig, indvikle sig (i). indvrevle sig i mange Processer. VSO. jf.: jeg indvrøvler mig her meget langt fra mit Æmne.Rahb.Tilsk.1796.799. (jf. vrøvle ind / vrøvle 1.1og 1.2 ).   1 Folkene (lå) i den Grad .. indvrøvlede mellem hinanden, at man kun ved Slag kunde lære at kjende Eiermændene til de forskjellige Bagben. Fra Segebjerg til Vendsyssel.(1864).139.