jonglere, v. [ʃωɳˈ(g)le^?rə, ogs. ʃoɳ-] (sj. jongle. AxelHolm. Den sorte Urne.(1918). 128). -ede. vbs. -ing, jf. Jongleri. (endnu ikke i Meyer.; fra fr. jongler, af lat. joculari, til jocus, spøg, skæmt, se Juks; sml. Jonglør; især ) 1) om akrobat, taskenspiller olgn.: udføre forskellige behændighedskunster (fx. kasten, spillen med bolde, tallerkener olgn.); optræde som jonglør. Byskov.FR. hun jonglerede med Kugler, Æsker, Kopper, Glas . . med en forbløffende Behændighed. Rosenkrantz.Klownen.(1926).112. 2) overf., vist kun i forb. m. med, især m. h. t. ord og begreber: behandle (fremsætte, betragte) paa en overlegen ell. overfladisk, ligegyldig maade, som i leg; spille bold med; lege med. man har jongleret med Begreberne saa længe, at man ikke mere har et naturligt Skøn over, hvad der er sort, og hvad der er hvidt. ArthChrist.EngelskogtyskFolkeaand.(1915).62. Var der ikke straks i Bjørnsons første Fortællinger en . . Jongleren med Ord, der røbede, at han allerede da havde taget Skade paa sin Oprindelighed? Pont.EV.90. Han (dvs.: Høedt) jonglerede gratiøst med ethvert Stof. RNeiiendam.Wiehe ogHøedt.(1920).9.