Jækkert, en. [ˈjægərd] flt. -er. (vistnok omdannelse af eng. jacket, trøje, egl. sa. ord som Jaket; jf. Jakke, Pjækkert) 1) (nu især dial.) kort overtrøje (stortrøje) til mænd (og drenge). Goldschm.VII.263. en Skøjteløber, en ung kraftig Friser i sin korte Jækkert. Skovrøy.Fort.2. (drengen) gik altid i Jækkert. sa.LM.39. Feilb. 2) (vist af anden oprindelse, sml. II jakke (2), pjække, ty. jachen († jächen); nu næppe br.) i forb. slaa en jækkert, forlade ell. ikke indfinde sig til sit arbejde; “pjække den”. “Mødet er hævet!” Hurtigere end man var kommen, skiltes Forsamlingen igjen . . Kun Jesper B. blev siddende (og sagde:) “Der driver de Snøbler af og lader mig . . sidde alene tilbages . . Ligemeget! saa sla'er vi Mesteren en Jækkert for den Eftermiddag.” Markman.HD.137.