I. Karre, en. [ˈkɐrə] flt. -r. (ænyd. d. s.; gennem mnt. karre (jf. ty. karren) fra (m)lat. carrus, carra; besl. m. Karet, Karriol, Karrosse, Kærre, jf. endvidere Char, Charabanc, karikere, Karriere, Karrusel) 1) (især fagl. (landbr. ell. ⚔) ell. dial. (jy.); i alm. spr. hyppigere Kærre) simplere tohjulet køretøj (ofte enspænderkøretøj), især beregnet til transport af grove varer, genstande og materialer; tohjulet arbejdsvogn. Moth.K56. Man havde (til mergelgravning) sex Karrer med fem Kiørere og ti Stude. Olufs.NyOec.I.221. Malmen . . føres paa Karrer, trukne af Heste, til Minernes Hovedindgang. Molb.LB.244. Jeg solgte min Vogn og tog til Takke med Karrer og de ringeste Fragtvogne. Ing. EF.III.106. en blaamalet Karre, trukket af to store, hvide Oxer. Jørg.A.43. Landb O.III.57.   (fagl.) i videre anv.: den tohjulede forvogn, hvorpaa karreplovens aas hviler. Sal.²XIII.632. 2) lettere køretøj, der bevæges ved haandkraft, dels (nu kun dial.): trillebør (med fading), dels (især foræld.): skubkarre. Moth.K56(“i Jylland”). Feilb.   (foræld.) om skubkarre, hvortil fæstningsslaver var lænkede, naar de anvendtes til jordarbejder. hand skulde Brændemerkes, og for sin Lifstid smiddes i Karren til Festnings Arbeyde udi Rendsborg. LTid. 1727.570. jf.: *Hist lyde deres (dvs.: de sibiriske straffefangers) Hammerslag | Besvarede af Hulens Brag; | Hist, lænkede til Karren fast, | De trække frem den tunge Last. PalM.(1909).I.213.   (l. br.:) nu, da der er Fart i Tingene, da der med et godt københavnsk Udtryk er “Skub i Karren”, gælder det om at blive ved. Husassistenten.1919.24.sp.1.