Kartæske, en. [kɐrˈtæsgə, -ˈdæsg(ə) ell. (nu alm.) -ˈdæ^?sg] (nu ogs. alm. skrevet Kardæsk. OpfB.²II.166. Scheller.MarO. nu l. br. Kardætsk(e). Funch.MarO.II.70. Bardenfl.Søm.II.186. SvLa.HS.131. tidligere ogs. Kartætske (vAph.(1759). Hallager.48), Kartætsche (Goldschm.VI.256), Kartæsche (JBaden.FrO.48. Aarestr.SS.Not.II.51f.)). flt. -r. (ligesom sv. kartesch laant fra ty. kartätsche (ældre ty. kartutsche), af ital. cartoccio (ell. cartuccia), groft papir, omslag, hylster; egl. sa. ord som Kardus og Kartouche) ⚔ projektil til svært skyts, bestaaende af en med kugler fyldt beholder (bøsse (I.1.6)), der sprænges, naar den forlader mundingen (jf. Bøsse-, Granat-, Haubitskartæske). Høvedsmanden . . befalede Konstablerne at lade Kanonerne med Stang- og Lenkekugler og med Kartesker. Reiser.I.329. ExercArtil.(1804).72. Sal.² XIII.649. koll.: Skytset lades (Kanonerne med Granat - Kardætsk eller Kardætsk). Bardenfl.Søm.II.186.   hertil Kartæske- (Saaby.⁷) ell. (alm.) Kartæsk-bøsse (d. s. s. I. Bøsse 1.6), -ild, -kugle, -skud ofl.