Kavl, en. [kau'l] (dial. Kaabel. se ndf. u. bet. 5. jf. Feilb. Kobbel. Moth.K228. Kovl, se u. bet. 4 og 5 samt Feilb.II.282.322.IV.256). (no. kavl, oldn. kafl, flydholt af træ, mnt. kavele, lod, andel, egl.: træstykke, brugt ved lodtrækning, holl. kavel, ty. dial. kabel; jf. Kavle, Kævle) 1) (sj.) om mindre træstykke i al alm. Runerne staar skarpt og tydeligt ridsede i den flade Trækavl. Norman-Hans.IJøklens Favn.(1912).95. 2) (fisk.) d. s. s. Flydholt. JySaml.VIII.272. jf. Glaskavl. 3) (dial.) d. s. s. Kag 2. Feilb. 4) (vist udviklet af bet. 2; dial.) om (hvert af) den række huller, der ved vinterfiskeri hugges paa isen, saa at man kan føre garnet under isen (v. hj. af en lang lægte og et reb) fra hul til hul. jf. Kovl-række samt -lægte, -reb. JySaml.VIII.179. 5) (vistnok udviklet af bet. 2; dial.) luftblære, der undertiden kan iagttages under isen, og som menes at hidrøre fra i bunden skjulte aal. Moth.K228. gaaer (man) ud for at stange Aal . . medtager man gjerne een á to Mand for at søge efter Kaablene og hugge Huller. LLindholm.Fiskeren.(1859).25. Naturen og Mennesket.VII.(1892).186. Kovl. Sal.²VIII. 153. Feilb. (u. kavl og 1. kubbel).