Kladde, en. [ˈkla(·)ðə] (ogs. skrevet Klade. Æreboe.50. Leth.(1800). Aarestr.SS.IV. 67. Rich.II.210. jf. D&H.). flt. -r. (sv., no. kladd; i bet. 2 fra nt. kladde, egl.: smudsplet (jf. bet. 1 samt bekladde); besl. m. Klat; jf. Kladas) 1) † snavs; urenlighed. VSO. 2) det foreløbige ell. første udkast til noget skriftligt (i modsætn. til Renskrift); koncept; ogs.: hæfte, bog olgn., hvori et saadant udkast indføres. Moth.K125. at reenskrive, hvad ieg om Dagen hafde samlet sammen paa Klade. Æreboe.50. Denne Fortælling var kun i Kladde. Man veed ikke, om Ingemann har villet tilføie (noget). Cit.1864.(Ing.EF.XIII.56). gennem Gisninger og Kladder og Tekster at oplyse et Værks Tilblivelseshistorie. Brandes.VII. 579. Du regner da vel ikke de fjollede Breve . . vi skriver først Kladde. KMich. LM.106.   m. flg. præp. til ell. † af (Bagges.DV.X.105). Man ser, at Sidonie ikke nøjedes med at skrive Kladderne til Lovsangene over sig, men ogsaa gik Renskriften efter. Brandes.V.159. KMads.Marstrand.338. jf.: Indenfor Topsøes Forfatterskab har Fortællingen “Livsanskuelser” sit meste Værd som Kladde til “Daphne”. VilhAnd.VT.112.   ⚚ spec.: regnskabsbog, hvori de poster, som ikke hører hjemme i kassebogen, foreløbigt indføres; kladdebog; memorial. Moth.K125. HandelsO.(1807).89. Hage.⁴1123. billedl.: Kierk.VI.17.