II. Klinte, en. [ˈkl̥endə] (nu især dial. Klint. Oehl.L.I.163. sa.C.162. Kaalund.25. JTusch.9.280. jf. Feilb.). flt. (l. br.) d. s. (HSeedorf.DD.25). (æda. klintæ (Harp.Kr. 58.91. AM.), fsv. klinta; m. h. t. formen Klint jf. ænyd. klint, sv. klint, fsv. klinter; sa. ord som II. Klit 1 og (rimeligvis) I. Klint)  om planter af den til nellikefamilien hørende slægt Agrostemma L.; især om A. githago L., der især forekommer som ukrudt i (vinter)sæd (jf. Bondenellike samt Blaa-, Haveklinte); ofte koll.; ogs. om frøkorn af denne plante. JTusch.9.280. Olufs.NyOec.I. 174. *Rugen gror paa Heden, ren | For Klinte og for Hejre. Grundtv.PS.IV.4. Lange.Flora.692. Klinte, den ranke Plante med de smukke røde Blomster. CKoch. JL.45. *Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo. Aakj.RS.23.    i videre anv., som betegnelse for ukrudt, især (ofte billedl. ell. i sammenligning) som modsætn. til den dyrkede, værdifulde sæd osv. (jf. Hvede sp. 812^52ff.). Herre, saaede du ikke god Sæd i din Ager? hvorfra haver den da Klinten (1907: Ugræsset)? Matth.13.27. vi maa udleede Hveden blant Klinten og ikke antage uden (de forslag), som ere gode. Holb.Rpb.II.1. *Naar Fjenden saar sin gode Sæd, | Sig Fjenden ej forsømmer, | Han Klinte strør paa samme Sted. Grundtv.PS.III.66. *Den gode Borger desuden tærer | Ei som en Klinte paa Statens Korn. Heib.Poet.X.258.   i talem. og ordspr. skille klinten fra hveden, se I. Hvede 1 slutn. ofte vokser klinte efter hvedesæd, se Hvedesæd 1. hejre og klinte er bedre end inte, se inte sp. 607^27ff. jf.: Jeg høster Udkrud til Hælvten; naa – Heire og Klinte er bedre end Intet! HFEw.FB.40.