klodunse, v. [kl̥oˈdonsə] (kladunse. OrdbS. (Loll.-Falster). kladunte. Krist.Molbo- og Aggerbohist.I.(1892).67 (jf. kladunt, slag, stød. smst.); maaske ved tilknytning til klø: klødunse. smst. OrdbS.(sjæll.)). -ede. (til klunse (sml. Kloduns) ell. II. dunse; især dial.) støde, slaa, prygle olgn. seer (en skolediscipel) sin Lige- eller Undermand at begaae noget, som de . . ei kan lade gaae uhævnet, saa klodunser de ham lidet, snart i Hovedet snart paa Ryggen. En troværdig DiscipelsNattetanker.(1771).14. Gadeordb.^1-2