Knist, et. [kn̥isd] flt. d. s. (vbs. til kniste (se knistre); jf. II. Knyst; især dial.) undertrykt latter, der ender med hosteanfald (ell. fnisen). (han) svarede med en Latter, den han dog . . stræbte at qvæle; til den omsider hendøde i nogle Knist. Blich.(1920).XIII.142. Bregend.DN.121. Feilb. jf.: *(der) hørtes Smaaknist, hørtes Latter. Aakj.SV.II.245.