knæ-sunken, part. adj. (-sjunken. Grundtv.Saxo.II.90; se u. -sætte 1). (til synke i knæ (se I. Knæ 2.1); sj.) sunket i knæ; især overf.: knækket; besejret; svag. det knæsunkne Danmark. Bredahl.E.33. knæsunkne Personligheder. Vort Land.²³/₅1898.1.sp.2.