I. Kog, en. (ogs. Kogge. Moth.H219. Esp. 184). flt. -ge ell. (nu næppe br.) -(g)er (VSO.). (ænyd. (flt.) kogge, koger (ogs. i ssgr. (flt.) mølle-, hiulekaager), sv. kugg(e), oldn. (som tilnavn) kuggi, eng. cog, meng. cogge; af uvis oprindelse; jf. I. Kogge; nu kun dial.) tand, tap olgn. i et hjul; især om tand (kam) i et møllehjul, der drejer kværnen rundt. Moth.K232. Træet af en tyk gammel Busk (dvs.: tjørn) giver Buxbomen ikke noget efter i Haardhed og Fasthed, er Drejere nyttigt, og allertienligst til Koggene af Møllehiul. JPaulli.Urte - Bog. (1761).161. VSO. MO. Esp.184.