I. Krav, et ell. † en (Clitau.PT.68. TBruun.VII.29). [kr̥a^?v; ogs. (især gldgs.; l. br.) kr̥ɐu' ell. kr̥ɐu] kràv. Høysg.AG.138. flt. d. s. (æda. (dat.) krafæ, sv. no. krav, oldn. krǫf (og krafa); jf. kræve) 1)  som vbs. til kræve: fordring (2.1); forlangende (3). *Een efter anden lød Naturens Krav (dvs.: døde). Bagges.SkR.123. *Trods Lovens Bud og Rettens strænge Krav | Jeg stial. sa.Ep.64. *Her spørges ei, hvorvidt han var begavet, | Men ethisk, sand Personlighed er Kravet. PalM.V.436. Rom.8.4(1907; se Fordring sp. 329²). I vore Dage nøjes Publikum ikke med at ønske, men stiller, undertiden højrøstet, vidtgaaende Krav. Opperm.(NaturensV.1922. 312).   i forb. m. flg. præp.; (sj.) m. præp. af: Krav af den sædelige Lighed. Brandes.XIII.453. Kravet af Republik stillede han ikke. sa.Volt.II.594. m. præp. om (ofte i forb. stille krav om): MEMatthiessen.Bibelhist.(1898).55. Bygningsarbejdernes Krav om Lønstigning. Dannebrog.¹⁶/₇1908. 3.sp.1. stille krav om anerkendelse ┆ m. præp. paa (ofte i forb. gøre krav paa): *De paa min Bistand her kan gjøre Krav. PalM.Luftsk.50. De prætorianere, som vare blevne hjemsendte af Vitellius . . gjorde krav på igen at komme til at tjene i garden. OAHovgaard.Overs.afTacitus.III.(1889).326. Kravet paa (nu oftere: om) “personlig Sandhed” . . stilles nutildags af alle, Troende og Vantro, og til alle. HMartensenLarsen.Religionshistorien og Kristendommen.I.(1896).162. m. flg. præp. til, 1. (sj.) styrende vbs. Krav til (alm. om) Fremskaffelse af rede Penge. Pol.²/₅1903. 1.sp.2. 2. i forb. stille krav til (en ell. noget), stille fordringer til (en ell. noget); kræve af. stille store Krav til sine Medborgere. D&H. 2) (især , jur. ell. ⚚) rettighed til at kræve noget; det at være berettiget til noget, have noget til gode; ogs. om det, som man har ret til (at kræve), har til gode; fordring (2.2); gældsfordring; tilgodehavende. Moth.K379. Endeligen blev dem svaret anlangende de Danske Undersaatters Kraf udi Sverrig saavel til Kongen self som til andre, at med det første skulle deres Reigninger . . blive dennem opsendt. Slange.ChrIV.65. *Da kræv et Offer, kræv, hvad helst du vil, | Og du skal faae dit Krav. Oehl.HJ.104. *didhen Odysses var dragen, | Fyldest at faae for et Krav, som det samtlige Folk skulde svare. Wilst.Od. XXI.v.17. at vi vilde . . give Henstand med alle Krav (Chr.VI: efterlade . . al haands paaleg). Neh.10.31. et Kravs Fyldestgjørelse. Goos.II.498. frafalde ethvert Krav. Ludv.   m. flg. præp. paa, i forb. have krav paa, dels styrende betegnelsen for en ting, en rettighed, et gode osv., som man er berettiget til, med billighed ell. rimelighed kan forlange. *De sagde nylig, vi havde Krav | Paa at kjende Vert og Vertinde. Heib.ND.180. *dit (dvs.: Danmarks) udstrakte Hav | Med ilende, blaalige Vande | Har snart paa min Kjærlighed større Krav, | End selv dine grønnende Strande. Hrz.D.I.172. En Lysestage har Krav paa at staa lodret, og det vilde ikke være ubilligt at forlange, at man skal kunne tage paa sin Kniv og Gaffel uden at stikke sig i Haanden. FrPoulsen. MH.II.39. dels styrende betegnelsen for en person, af hvem man er berettiget til at (ell. med billighed kan) forlange noget. Han har et gammelt Krav paa mig. VSO. have Krav paa en. Ludv.   (nu næppe br. i rigsspr.) ordspr. den, der gaar i løfte ell. i love (Feilb.II.451), gaar i krav (dvs.: den, som gaar i kaution, maa lade sig kræve til betaling). Moth.K379. VSO. jf. Mau.961.