Kuk-mand, en. (Kukke-. JTusch.155. Feilb.). (til I. Kuk, III. kuk ell. I. kukke; nu dial.) 1) kukker (1); gøg (1). Moth.K384. EPont.Atlas.I.618. Kjærbøll.94. *Nu er Sæden lang og gul . . | og den sidste Kukmand er forlængst rejst sønderpaa. Aakj. RS.33. *Kukmanden kukker | og Nattergalen klukker. Rørd.GD.226. Feilb.   talem. se ud, som var man faldet fra høgen til kukmanden, se Høg slutn. 2) d. s. s. Kukker 2. Hun havde en lille “Kukmand” med i Kurven. Og naar hun frøs, tog hun sig en Slurk Brændevin. Thuborg. Brødre.(1923).26. Aakj.BT.223.