Kvandel, en. (nu næppe br. Kvendel. Fleischer.S.519). flt. kvand(e)ler. (no. kvandel, kvannel; fra ty. quandel, quändel; besl. m. sv. dial. kvända, tænde ild, no. dial. kvende, ved til optænding, og ænyd. kyndel, oldn. kyndill (se Kyndelmisse); nu sj.) lodret kanal midt ned gennem en staaende kulmile. OrdbS.   hertil Kvandelstang, om (hver af) de stænger, der anbringes midt i en mile, og hvorved de spaaner anbringes, v. hj. af hvilke milen antændes. Kvendelstang: Fleischer.S.519.