kvistet, (part.) adj. [ˈkvesdət] 1) (perf. part. af I. kviste 1.1, brugt som adj.; især fagl.) afkvistet.   (l. br.)  overf., om person: som er uden nære slægtninge (ell. venner); enligstillet; enlig; ene. *“Himlens høje Magter | har aldrig Lykkens Mål forfulgt | for nogen Mand, de stilled ene.” | “Så kvistet! Og på alle Grene!” Blaum. StS.30. *Nu var de barnløse, nu stod de kvistede, | Forældrene. Rørd.JH.I.195. 2) (jf. isl. kvistóttur, færøsk kvistutur, sv. kvistig samt kvistefuld; dial.) fuld af knaster; knastet. Moth.K411. Feilb.