latter-mild, adj. († -mildig). (ænyd. d. s., no. lattermild (og låttmild), oldn. hlátrmildr; jf. gav-, graad-, græde-, gæst-, gæv-, taaremild samt Høysg.S.335. Festskr.VilhThoms. 269) som har nemt ved at le; som let brister i latter; ofte: glad; munter. Han var . . munter, lystig og lattermildig. Holb.DNB. 583. din lattermilde Mund, der vidnede om lutter Godhed og Mildhed. Suhm.I.78. “Saa De er en Elsker? Ha! ha! ha! og en oprigtig Elsker? ha! ha! ha!” . . “Det er mere end De er, min lattermilde Herre!” Oversk.I.294. København havde i (Marstrands) Tid en meget lattermild Periode. JLange.I.51. JVJens.Di.44. jf. Esp.449. Feilb. OrdbS.(Falster). *Norden . . | Kaldes nu Lattermildheds Hjem. Grundtv.PS. VII.216. Pont.F.I.218.   (l. br., jf.: “neppe rigtigt.” Levin.) om tale: som fremføres under latter og spøg, er præget af munterhed; lystig; munter. *Horatz (saa) Glædens hulde Fader | Med lattermilde Ord og gøglefulde Lader | At dandse om Falerns den Viin-begroede Top. Steners.Poes.16. den almindelige, lattermilde Samtale. Goldschm. IV.167.   (jf. glad 2.4; sj.) som gør lattermild, glad. *Norden ald sin Vinter glemte, | Overstraalet af Den Femte | Friderich, sit Haab og Skat, | Som naar Morgen-Soelen kommer | I den lattermilde Sommer, | Mindes neppe nogen Nat. Wadsk.(LTid. 1740.194).