leffe, v. [ˈlæfə] vbs. jf. I. Lef. (rimeligvis fra ty., jf. mht. leffen (laffen), ty. dial. laffen, läffeln, läfferen, labe, slubre, slikke; besl. m. labe; jf. Løffel, lefle; jarg., l. br.) spise, især m. bibet.: paa en stjaalen maade. Vi havde i min Skoletid, i Halvtredserne i forrige Aarhundrede Ordet leffe, der betød at spise, især paa en Tid, hvor man ikke havde Lov dertil, f. Eks. naar man i Timen stak Hovedet ned under Skolebordet og tog sig en Bid. DSt. 1922.181.