Lyd-lov, en. (efter ty. lautgesetz; sprogv.) om den regelmæssighed, hvormed en lyd inden for et givet sprogligt omraade og tidsrum udvikler sig, naar omstændighederne (trykforhold, stilling osv.) er de samme. Madv.GB.II.26. en lydlov, der med tvingende nødvendighed gør sig gældende overalt, hvor de lydlige forudsætninger er de samme. VilhThoms.Afh.I.103. Brøndum-Nielsen.DD. 51ff.   (l. br.) i flt., om de regler, hvorefter lydene udtales, forbindes med hinanden olgn. i et givet sprog. VilhThoms.GS.68.