Læse-hest, en. [I.2.2] (jf. Hest 2.2 samt -bæst, -haj, -jærn, -orm; dagl.) mere ell. mindre nedsæt. betegnelse for en person, der er meget (alt for) ivrig efter at læse (altid hænger over bøgerne), især om den (i alm.: skoleelev), der af iver efter at læse (bøger, lektier) mister sansen for andet (leg, mennesker osv.); bogorm (2.1). PMøll. I.228. det er de saakaldte Læsehestes aandløse Virken i Livet, der føder og nærer Pedanteriet. NMPet.(Annal.1840-41. 188). Allerede fra Dreng havde han i Skolen havt Ord for at være saa klog og læsende; hun havde som halvvoxen Tøs altid drillet ham og gjort Nar af “Læsehesten”. Tops.III.477. Efterhaanden som Skolekundskaberne øgedes, blev jeg en rigtig Læsehest; det vil sige ikke overfor Lektierne. Tilsk.1910.I.334. jf.: utidigt Læsehesteri. Brøchner.Br.17.