læselig, adj. [ˈlæ·səli] adv. -t ell. d. s. (Schack.185) ell. (†) -en (LTid.1742.189. Sibb.II.87). (ænyd. d. s. (bet. 1); af I. læse) 1) om (skrift)tegn: som (især: nogenlunde let, sikkert) kan læses; tydelig.    1.1) (jf. I. læse 2.1 samt letlæselig) i egl. bet. (især om haandskrift). Hvilken deilig Haand jeres Søn ikke skriver, saa reen og læselig. Skuesp.II5.12. længere var intet læseligt, da det var overslaaet med Blæk. Blich.(1920).XXIV.65. hemmelig Skrift, som kun er læselig for Helten. Kierk.III. 140. jeg (fik) et Par Ord med hendes store Haand, der var uden Krøller og Sving, let læselig som Tryk. KLars.AH.110.   (jf. ovf. sp. 462³; nu næppe br.) om skrifttegn (bogstav): som (kan) høres ved oplæsning; som (kan) udtales. Høysg.AG.121.    1.2) (jf. I. læse 2.5; nu næppe br.) overf. de to . . Ansigter . . viste en læselig Uro og Bekymring. Blich.(1920).XXIV.33. (et) mildt Aasyn; i hvilket Sjælefred stod læseligt præget. smst.140. stille Alvor er læselig i hver hendes Mine. Kierk.II.48. Schack.185. 2) (jf. I. læse 2.2; sml. læsbar; endnu ikke i MO.) om fremstilling, især skønlitterært arbejde: som kan læses; som egner sig til ell. (i nogen grad) fortjener at læses; (nogenlunde) læseværdig. Af Plutarch have vi en meget læselig Oversættelse. Da.Tidsskrift for Kirke-og Folkeliv.1869. II.180. (Holberg) har skrevet Landets første læselige Digt. Brandes.I.152. Stiftstidendens Roman . . viste sig at være læselig, om ikke just læseværdig. Gjel.VG. 225. hans Roman “Kristian Københavner” (1882) er . . ikke længere læselig. CSPet. (Biogr.Haandleks.I.(1920).688).