maniereret, part. adj. [maniəˈre^?rət, manjə-] (ogs. manierert [-ˈre^?rd] JBaden.FrO. Meyer.¹ EHannover.E.12. manieret [mani- ˈe^?rət] Meyer.¹ BibliotH.²221. † manereret. Oehl.PSkr.I.XV). (jf. ty. manieriert; af fr. maniéré, perf. part. af maniérer, afl. af manière (se Manér); især æstet.) især om litterær og kunstnerisk frembringelse: som vidner om manér (3); affekteret; kunstlet; søgt. POBrøndst.RD.125. *et Billed, – | Der blev kriticeret | Som unaturligt | Og maniereret. Drachm.D.122. mange af Nutidens Dirigenter . . bestræber sig i Fremførelsen af klassiske Værker for at være meget aandrigere end selve Componisten, og det fører for det meste til en maniereret Gjengivelse. RBergh.M.84. hans Poesi (er) fuld af Følelsesnuancer . . hvor den er bedst, omend søgt og maniereret paa andre Steder. GadsMag.1927.254.