Marmor-, i ssgr. (poet. og arkais. (især brugt af romantikerne) Marmel-. Moth.M78f.; navnlig i Marmelsten (se Marmorsten); af mere tilfældige ssgr. kan nævnes: Marmelkunstner (dvs.: billedhugger). Blich.(Grundtv. B.II.311). Marmelpande (dvs.: hvid pande). ThitJens.PN.11. Marmeltrappe. JPJac. (1924).I.6). til Marmor 1 (jf. dog Marmorbind, -papir)   af de mange ssgr. kan (foruden de ndf. medtagne) anføres: 1. ssgr., der betegner genstande af marmor, marmorets tildannelse, anvendelse m. m., som Marmoraffald, -alter, -behandling, -beklædt, -belagt, -blok, -brokke, -buste, -bækken, -figur, -fjæld, -fod(stykke), -font, -gruppe, -hal, -hus, -industri, -kamin, -klippe, -klædt, -konsol, -kumme, -lag, -leje, -mindesmærke, -mindetavle, -mur, -panel, -ramme, -sarkofag, -skærve, -slot, -stykke, -trappe, -vare(r), -væg. 2. ssgr., som hentyder til marmorets beskaffenhed, egenskaber (især: dets haardhed og hvidhed); fx.: marmor-agtig, -art, -blank, -farve, -fast, -imitation, -lignende, (en) -sort. 3. til Marmor 1.2, i udtr. for ubevægelighed, ro, ufølsomhed, haardhed (jf. marmor-haard, -hjerte, -kold, -støtte): *Et Staal og Marmor gierded Bryst. Holb. Metam.53. *Vor Elsker marmorstille staaer. Bagges.I.213. Klassicismens Marmorro. SvLa.(Pol.³¹/₈1919.8.sp.2).