Møg-, i ssgr. (jy. Mog-, se Feilb.II.603ff.). 1) (landbr. ell. dial.) til Møg 1; fx. (foruden de ndf. anførte): Møg-art, -klat, -lugt, -sort, -spredning. 2) (vulg.) til Møg 3.    2.1) i ssgr. m. subst. som 2. led, betegnende dette som slet, tarveligt, værdiløst, ubehageligt; som eksempler kan nævnes: Er det dig (dvs.: en journalist), der har skrevet om mig i dit Møgblad? AchtonFriis.AJ.97. det (er) noget rigtig tyndt Møgpapir. CAlstrup.Typer. (1920).73. Stolen knagede under ham. “Møgstol,” knurrede han. TomKrist.H.16. Ser man indenfor Digerne viser det sig tydeligt, at dette gode Sommervejr ikke er de indførte Planter, Kornet, tilpas. Vort Agrarvæsen maa jo aabenbart i nogen Grad være baseret paa “Møgvejr”! AchtonFriis. DØ.I.189.    2.2) som forstærkende præfiks   ved subst (m. nedsæt. bet.). alt det Møgsludder om Storborger og Proletariat. Staun. P.188. især ved skældsord, se fx. Møg-bonde, -greve, -hund, -mær, -so, -svin.   (vist opr. i møgbeskidt; jf. Lud- 2) ved adj. (der betegner noget utiltalende, ubehageligt osv.); se møg-beskidt, -fuld, -ked, -kedelig, -træt; endvidere kan nævnes: Han gik ikke i Seng . . før han var fuld. “Møjdrivende fuld” skulde han være.RudLange.Drømme.(1910). 26. Jeg er . . blevet rigtig godt møgdrukken iaften.AaBrodersen.Lirekassen kører gennem Byen.[1928].68. den æ' møjfin. RobL Hans.EP.50. det er en møgfin Hund.BT.³¹/₈ 1931.16.sp.4. møgmæt. KLars.Soldatspr.23.