ned-værdige, v. [-ˌvɐ̤r'di(ɋ)ə] vbs. -else (s. d.). (endnu ikke i vAph.(1772).III; jf.: “Et nyt . . Ord.” MO.; dannet til II. ned 5.3 efter ty. herabwürdigen; især ) 1) (nu sj.) nedsætte i værdi; især m. h. t. værdighed, indre værd: forringe; nedsætte (2.3). Forresten nedværdiger denne Fordom (dvs.: at gud bor i himlen) ikke Jesus; thi vi maae . . erindre os hans Dannelse. Horreb.II.352. Mynst. Betr.I.71. Forf. . . havde til Hensigt at nedværdige vor sjeldne Digters Fortjenester. Heib.Pros.III.283. Goldschm.NSM.III. 275.   (sj.) m. h. t. økonomisk værdi. Naar Landets nedværdigede Papirpenge omsattes i Sølv. ASØrsted.(MO.). 2) tilføje overlast, vanære ved uværdig, upassende behandling; især: forringe i moralsk henseende, i indre værd ved en saadan behandling; fornedre (2); vanære. at nedværdige Mennesket, for at tildanne Slaver.Engelst.Nat.XVII. drikkepenge nedværdiger tit mennesker ┆    nedværdige sig ell. (nu sj.) sig selv, opføre sig paa en usømmelig, upassende maade; fornedre sig. *I (vil) | Med Uqvemsord . . ei | Nedværdige jer selv til Pøbelen. Oehl.D.104. han nedværdigede sig selv ved at krænke Værten. Goldschm.Hjl.I.128. han nedværdigede sig saa dybt, at han tog mod bestikkelse ┆   part. nedværdigende som adj.: fornedrende; vanærende. den høie Fanges Elendighed og nedværdigende Behandling . . maatte være hende et piinligt Syn. Ing.VS.III.162. så langt havde hun føjet sig for sin Kærligheds Skyld, at det næsten blev nedværdigende. Rørd.KK.180.   part. nedværdiget som adj.; især om person: fornedret; vanæret. Kongens Tilstand var imidlertid rædselsfuld: Han var nedværdiget til at være en Maskine i Enkedronningens og hendes Kreaturers Hænder. Jomtou.CM.302. Nis Pet.SG.369. (l. br.) om tilstand, kaar: i Kroer og Viinkjældere, hvor han søgte at glemme sin nedværdigede Stilling. Hauch.ND. 173.