Nød-ild, en. 1) (sj.) ild, der er tændt som nødsignal. Derpaa gik de ombord, saae at der havde været antændt Nødild (overs. af oldn. viti) . . og sluttede deraf, at der maatte have været haard Nød paa færde. Werl.(VatnsdælaSaga.(overs.1812).233). 2) (vel efter sv. nödeld (no. dial. naueld) ell. ty. notfeuer, jf. osax. nodfyr, eng. needfire; 1. led er maaske besl. m. oldn. núa, gnide, men knyttet til II. Nød 2; jf. Gnidild; foræld.) ild, fremkaldt ved vedvarende gnidning (især til afløsning af ild, der var blevet for gammel, brugt som middel mod kvægsyge olgn.; se Feilb.II.10.IV.314). JySaml.VII.2. TroelsL.I.46. I Norden plejede man i ældre Tid, naar en Landsby blev ramt af Kvægsyge at slukke al Ild og gøre ny Ild – “Nødild” – ved at dreje en Egestok mellem to Stolper ved Tovtræk. OpfB.³II1.62. jf.: Lauge (gik) ud i Kostalden og afsavede Nødildsstolpen ved de øverste Baase. Det var ved den, de Gamle havde gjort deres Kunster, naar det gjaldt for dem at holde Sygdom ude af Nordborgs Stalde. KBøcker.Nordborgerne.(1909).194.