oksydere, v. [ωgsy-, ωgsiˈde^?rə] (sj. skrevet oksidere. OpfB.¹V.253). -ede. vbs. -ing (i bet. 2: Hannover.Tekn.351) ell. (nu sj.) Oksydation (VSO. Meyer.⁸). (ty. oxydieren, fr. oxyder; dannet af Oksyd, ilte (I) (JBaden.FrO. Sal.²XVIII.723), en græc. afl. af gr. oxýs, skarp, sur) 1) (kem.) ilte (II). VSO. Sal.²XVIII.724.   især i perf. part. som adj. Tychsen.A.II.336. Kielsen. Læreb. i Naturhist.III.(1804).147. jf.: En guul jordagtig Substants, som bestaaer af Jernagat forbunden med Vand (Jernoxyderet). VSO.IV.O61. 2) (fagl.) give et metal (især: sølv) et mørkt overtræk, fx. af sølvklorid ell. sølvsulfid. oksyderet sølv, d. s. s. galvaniseret sølv (se galvanisere 2.2 slutn.). OpfB.¹V.253. VareL.³736.   billedl. Hvilket Væld af glade, gule Farver i disse Skovhegn! Safran, Krom og Voks og Svovl, alle Afskygninger af Gult, stænket med grønt og rødt eller oksyderet med sort i Nattefrostens bidske Aande. KnudPouls.B D.91.