op-støve, v. [3.3] [-ˌsdø^?və] vbs. -ning (s. d.). (ænyd. d. s.; jf. -støvre) 1) i egl. bet., om (jagt)hund: opspore, opsnuse (vildt olgn.). ved Jagthundenes Hielp, som opstøvede ham, fandt (man) ham endelig lam og elendig i Træet. Holb. DH.II.6. Ved Navnet Jagthunde forstaaer man dem, der bruges til at opstøve, jage og forcere Harer, Ræve &c. Werfel.Jagtb. 62. da Jægeren selv fælder Dyrene (bestaar hundens) Arbejde . . i, at den opstøver dem. BMøll.DyL.I.86. 2) i videre anv.: finde, skaffe sig oplysning om (ved ihærdig søgen, ved anvendelse af kløgt ell. list); undertiden nedsæt.: (paa uhæderlig maade) skaffe sig oplysning om noget, som ikke vedkommer en (jf. VSO. samt -snage), ell. (m. tilknytning til Støv, jf. Leth.(1800)): søge ell. finde ved at rode i gamle, støvede sager (især: bøger); opsnuse (2). En vis Markskrieer . . havde en Abe, der synderlig kunde opstøve og bringe for Lyset alt hvad man skiulede. Holb.Hh.I.225. *Top! siger | Gemeenlig alle Kammerpiger | Til Forslag om at gaae paa Eventyrer | For at opstøve friske Fyrer. Wess.129. Han opstøver Fruentimmer i Smaagaderne. VSO. Han . . opstøvede hos en gammel Bekjendt en behageligere Bopæl . . for taalelig Priis. Hrz. (DaFolkekal.1842.95). Det er en Hemmelighed, som jeg nok skal opstøve. PalM. Poes.II.41. Overalt vaktes Begejstring for den klassiske Oldtid. Man opstøvede Haandskrifter, man tydede dem. TroelsL. I.8.