Paa-fordring, en. [-ˌfωr'- dreɳ] († -fodring. Slange.ChrIV.573.1247. 1323). (nu næppe br.) vbs. til -fordre: fordring (2); (paa)krav; anfordring. (han) igientog sine forige Undskyldninger og Paafodringer. Slange.ChrIV.915. Dersom de . . bestemte Mulcter ikke efter Paafordring . . erlægges. Regl.²¹/₄1812.§13. VSO. MO.